Aase Viberg Hansen kæmper de handicappedes sag på de danske campingpladser. Selv lider hun af muskelsvind og er afhængig af kørestol og respirator.

Aase Viberg Hansens stemme er fuld af harme, og nu hun først har talt sig varm, er det lige før hun snubler over nogle af sine ord.
»Så tror da pokker, at vi handicappede ikke kommer på campingpladserne, når vi ikke kan færdes der!«

Når hun holder en af sine sjældne pauser, kan man høre en svag hvæsen i stuen med de brede døre. Det er respiratoren, der arbejder på bagsiden af hendes elektriske kørestol. Aase har siden 13-årsalderen lidt af muskelsvind og er i dag helt afhængig af andres hjælp - også til at trække vejret.

»Det var helt fantastisk at få respiratoren. Da følte jeg, at jeg ikke var syg mere. Nu havde jeg bare muskelsvind, og det var jeg jo vant til,« fortæller hun.

En anden ting, den 60-årige kvinde fra Dianalund er vant til, er campinglivet, og hun har i mange år været på farten fra Italien til Nordkap i sin ombyggede minibus, hvor der er plads til både Aase, el-kørestolen og hendes handicaphjælpere

02-05-2004



HØJE DØRTRIN!
 Men hvor Aase ikke har problemer med at komme ud i verden, så er det en helt anden sag, når det gælder om at komme ind på campingpladserne.

Høje dørtrin ind til receptioner, købmænd og toiletter, mudrede stier og teltpladser og små fællesrum er bare nogle af de forhindringer, der ligger i vejen for en god oplevelse for campister i kørestol.

»Det værste er næsten, at lejrcheferne kan kalde sig for handicapvenlige, bare fordi de har et handicaptoilet, men hvad med alle de andre faciliteter? Hvordan tror du raske campister ville reagere, hvis de kun havde adgang til et toilet og intet andet? Og vi handicappede betaler jo samme pris som alle andre,« understreger hun.

Aase nøjes dog ikke med at brokke sig. Efter at have været aktiv i et væld af handicaporganisationer, har hun nu helliget sig sin hjemmeside, http://www.handicap-camping.dk/, hvor hun blandt andet tester forskellige campingpladser og giver dem fra én til fem kørestole alt efter, hvor handicapegnede de er.

Samtidig besvarer hun e-mails fra Danmark - og resten af verden - fra andre gangbesværede. En japansk dame har endda skrevet og udgivet en bog om hende.
»Jeg får nok i gennemsnit en fem - ti mails om dagen, så interessen har været overvældende,« siger Aase.


02-05-2004



ROS TIL SKARRESØ !
 ROS TIL SKARRESØ !
En af de pladser, hun har bedømt, er Skarresø Camping i Jyderup, hvor hun ligger fast en del af året. Da hun kom til pladsen for tre år siden, havde pladsen lige fået et handicaptoilet, men der kom hurtigt andre forbedringer til.

»Når Aase siger noget, så går det jo stærkt. Der er ikke tid til at sove i timen.«
Lejrchef Steen Peitersen griner indforstået, mens han viser rundt på pladsen.

Foruden at bygge nye toiletter har han fjernet de høje trin ind til køkkenet og fællesrummet, og da der blev bygget en træbro ud i Skarresø, blev den lavet bredere end planlagt, for at Aase skulle kunne komme ud og se de smukke åkander springe ud i et stort hvidt tæppe.

Steen har endda overvejet at lave særlige områder på pladsen med fliser i stedet for græs, så det er lettere at manøvrere, når man sidder i kørestol. Den idé gik han dog bort fra.

02-05-2004



INGEN UDSKILLELSE!
 »Men så ville jeg jo skille de handicappede ud fra de andre campister, og det bryder jeg mig ikke om. I stedet løser vi problemet ved at lægge nogle træplader eller sådan noget ud,« forklarer lejrchefen.

Han er gang på gang blevet overrasket over, hvor meget Aase - og de andre handicappede, der er begyndt at komme på hans plads - kan, og hvor lidt, der egentlig skal til, for at de får samme oplevelse som andre campister.

»Selvfølgelig er der da nogle udgifter, og det tror jeg da også, at folk i branchen skeler til, men mange af tingene er jo ikke til besvær. Det er bare ting, som jeg aldrig har tænkt over, men det lærer man hurtigt - og så får man jo besøg af et helt nyt publikum,« siger Steen, mens han ser ud over søoverfladen.

Aase er enig. Det er ikke i ond mening, men på grund af uvidenhed, at mange pladser ikke er handicapegnede.
»Raske har så travlt med at fortælle os, hvad vi ikke kan, og til sidst tror man på det. Næh, vi skal selv derud og teste pladserne og vise dem, at vi kan. Og ville jeg ønske, at lejrcheferne selv ville henvende sig og spørge om gode råd.

Jeg stiller mig i hvert fald til rådighed for dem,« siger den entusiastiske campist.



02-05-2004

Tilbage til forsiden