 |
.jpg)
Bedre forhold for handicappede campister.
FYNSKE MEDIER 25. juli 2009 Af BJØRN THEMSEN
De senere år er det blevet meget lettere at tage på camping, hvis man er handicappet. På nogle campingpladser er der ligefrem gået sport i at sørge for tilgængelighed og ordentlige faciliteter. Men andre steder kniber det stadig. Det er især adgangen til de store pladser og til strande og offentlige turistmål, som halter bagud
- Det bliver bedre og bedre. Nogle steder er det ligefrem perfekt. Men jeg er frustreret over, når man laver nybyggeri på campingpladserne og stadig har en kant på fem-syv centimeter, siger Aase Viberg Hansen, der har netop været rundt i Danmark for at handicapteste campingpladser.
- Der er både skidt og kanel. De mindre pladser er meget bedre til at lytte og lige sætte en rampe op, og den slags, mens mange af de store vil blæse os et stykke. Nej, det vil de selvfølgelig ikke, men de har så mange andre kunder, at det aldrig bliveprioriteret at tage hensyn til handicappede, mener Aase Viberg Hansen.
Hun er handicapredaktør på www.campingdanmark.dk, og på dens søstersider i Sverige og Norge. Hun har også sin egen hjemmeside, www.handicap-camping.dk, men vigtigst af alt er det nok, at hun selv er inkarneret campist - og handicappet. Hun har muskelsvind og er bruger af både el-kørestol og respirator.
Af mange betragtes hun som en afgørende drivkraft bag den gode udvikling, der er sket de senere år i branchen. Direktør Poul Fejer Christiansen, fra Campingrådet har ligefrem udtalt, at hun har skrevet historie i campingverdenen.
- Det ved jeg nu ikke. Men jeg ved, at mange lejrchefer nu er klar over, at jeg eksisterer, og mange er blevet gode til at ringe eller skrive til mig, om jeg vil tjekke deres plads. De spørger og lytter til de råd, jeg giver.
Mange af dem, der har bygget nyt, har jeg også hjulpet. Nogle med gode råd og efterfølgende test. For andre, som Løgismose Strandcamping på Fyn, har jeg været med til at tegne deres nye servicebygning. Jeg bruges mere og mere på den måde, og det er selvfølgelig dejligt, siger Aase Viberg Hansen.
30-09-2009 |
MILLIONER TIL BEDRE HANDICAPOPLEVELSER.
Foreningen Tilgængelighed for Alle (FTA) har siden 2003 mærket adskillige private turistvirksomheder for tilgængelighed. De har blandt andet arbejdet sammen med Emmerbølle Standcamping/Feriepark Langeland, der som den første campingplads herhjemme har opnået at opfylde minimumskravene til tilgængelighed for alle syv handicapgrupper.
Men det halter stadig med dem, der ligger inden for det offentlige. FTA har netop fået 2,8 mio. kr. fra Arbejdsmarkedets Feriefond. Pengene skal bruges til at gøre det lettere for folk med funktionsnedsættelser og deres pårørende at holde ferie i de største danske turismekommuner. Millionerne skal blandt andet bruges til en informationskampagne, der skal motivere kommunerne til at skabe mere tilgængelige ferieområder i Danmark.
- Vi skal lave en målrettet indsats over for kommunerne, så vi kan få bedre forhold for turister med handicap eller funktionsnedsættelser i de kommunale turismevirksomheder. Det hjælper ikke, at overnatningsvirksomheder rundt om i landet har investeret mange penge i gode adgangsforhold for alle, hvis den nærliggende strand eller det spændende kulturhus er totalt utilgængelige, siger sekretariatsleder i FTA, Ulla Kramer.
Aase Viberg Hansen, erkender, at der er lang vej endnu, og at det nok aldrig vil blive alle steder, hvor handicappede kan komme frem.
- Det er selvfølgelig heller ikke nemt at køre i sand. Handicappede ved godt selv, at de har nogle begrænsninger. Men det kan altså lade sig gøre. Nogle steder er der lavet nedgange og veje ved strandene. For eksempel på Emmerbølle Strandcamping, siger Aase Viberg Hansen.
30-09-2009 |
Tilbage til forsiden
|
|