WIEN til DANMARK....3. afsnit .
11-6-07.
Fik at vide af lejrchefen, at var vi kørt søndag ville vores camper have fået en masse buler. Motorvejen til Wien blev ramt af uvejr - hagl så store som tennisbolde.

Vi kørte fra Camping Seeweise kl. 9.30, og var fremme ved Camping Donau Klosterneuburg kl. 16.00.
Turen kan sammenlignes lidt med Napolionsruten, meget smuk. Jo tættere vi kom på Wien - jo mere begyndte landskabet at forandre sig. Fra bjerge og dale - til lidt mere a la Danmark faktisk.

Da vi kom til selve Wien - lige i myldretiden, var det tæt på at ligne København, men vi slap frem til pladsen uden de store problemer.
Sidste år i Oberhoff mødte vi et ægtepar fra Holbæk, og ja - dem mødte vi sørme her på pladsen igen.
Fik Wienersnitsel til aften - den var stor.
Kørte hele dagen i flot vej.


03-05-2004



12-6-07.
Flot vejr - slapper af, ude og kikke på byen Klosterneuburg, samt se hvor vi kunne handle osv.
Rigtig hyggelig by, bortset fra at man også her, er ved at renovere byen - støj og larm, det er ikke kun i DK dette foregår.


13-6-07.
Flot solskin og varmt.
Fik en lang sludder med familien fra Holbæk. Slappet af, man bliver lidt mørbanket af en køretur på små 500 km.
Regner med at tage i ZOO i morgen, og se på pandaer. Gitte glæder sig helt vildt.


14-6-07.
Tog til Wien Zoo, med bus og Metro - det gik rigtigt godt, men det var ikke den oplevelse for Gitte, som hun havde regnet med.  Pandaerne sad med ryggen til hele tiden og spiste - men vi fik set dem og en masse andre dyr.

Haven er ikke på højde med Københavns Zoo, den er nedslidt og dyrene har ikke megen plads at boltre sig på, lidt synd.
Wiens Zoologiske have ligger i en slotspark. Slottet hedder Schønbrunn, og det er stort - men parken er bare mega stor! Man kan snildt bruge en hel dag bare på at se parken og slottet.

Det vigtigste er, at vi kom i Zoo og fik set lidt kultur. Godt vi brugte tog og metro - vi havde aldrig fundet en p-plads - der var biler parkeret alle steder. Det havde vi dog fået at vide i receptionen på campingpladsen.


15-6-07.
Flot vejr igen, op til 33 gr.

Nu skal det ikke blive varmere - så smelter vi.
Handlede i Spar, og Gitte gik til slagteren og købte ribbenssteg og grillkylling med hjem til frokost, samt is til fryseren.
Har siddet og daset, og sludret med naboen. Har planlagt en gåtur i morgen - op til et kloster, som bare skulle være seværdigt.


16-6-07.
Slappet af hele dagen i det gode vejr.
Ude og spise om aftenen - og så var den dag gået.


17-6-07.
I dag stoddet i kulturens tegn.

Gik op til en meget smuk klosterkirke (gik ind og tændte et lys for Henrik), og overværede lidt af en katolsk gudstjeneste. Gik rundt i byen som omkranser kirken, som er en del af en meget stort kloster - deraf bynavnet, ”Klosterneuburg”. Gik tilbage til kirken, som er meget smuk indvendig - og igen var der gudstjeneste. Denne gang var der et meget stort kor, der sang i kirken - vi er normalt ikke til den slags ting, men akustikken i kirken var bare enormt god, så koret og musikken lød bare så godt.

Atter skal der pakkes - i morgen går turen til Prag.
Fik en sludder med en Belgier der havde været i Tjekkoslovakiet, Slovenien og Ungarn - han fortalte hvad han og konen havde været udsat for i de 3 lande. Da vi hørte det, blev vi lidt betænksomme - skulle vi tage til Prag eller hvad ? Det han havde oplevet var sket inden for de sidste 3 uger.


18-6-07.
Stod op kl. 8.00 og fik nusset os færdige til at køre - men vi var stadig i tvivl om vi skulle køre til Prag eller hvad.
Læste lidt om campingpladserne i vores bøger, og efter et S.U. møde, blev vi enige om at vi sprang Prag over denne gang - det var trods alt ikke det bedste, vi læste om campingpladserne ved Prag.

Vi må tage en bustur eller med fly til Prag på et tidspunkt. Vi valgte så at køre til Tyskland i stedet for, til en plads der hedder Camping Bavaria Sport nær byen Passau. Fin plads 160 enheder og stille og rolig, lige noget for os efter vores 7 dage med larm i Klosterneuburg.


19-6-07.
Meget flot vejr igen.
Fik skrevet en SMS til Michael med tillykke med dagen. Har været ude og opdage lidt i omegnen af campingpladsen - daset i solen og slappet af, samt fået en god nats søvn.
Ingen støj eller larm om morgenen som i Klosterneuburg.


20-6-07.
Stod op til en rigtig varm dag.
Kørte tur til Passau, og der er det samme problem som i Wien - der er ikke til at opdrive en P-plads.
Det gælder også til en personbil, så hvis man vil se Wien eller Passau, skal man gøre det med bus eller andet, byerne er meget seværdige.



03-05-2004



21-6-07.
Kørte fra Camping Bavaria Sport kl. 9.30, og kursen var sat mod Camping Knaus ved byen Ochenfurt ved floden Main.
Vi nåede frem ved 15 tiden - fik plads og slog lejr.  
Var en tur inde og kikke på byen, hyggelig gammel by i samme stil som Rotenburg A.D. Fulda.
Det har regnet lidt og temp. er faldet noget i forhold til i går ca. 10 gr. - men det gør ikke så meget, i går var temp. lige i overkanten.


22-6-07.
Pæn dag til at starte med.
Gik i ”Norma” og handlede lidt - slappede af og gik tur, men hen under aften blev det bare et tordenvejr, med hagl, bulder og brag, lige noget for Gitte.
Fik nye genboer, Svenskere som blev højrøstede da de fik lidt at drikke, men uvejret lagde en dæmper på dem - de måtte trække indenfor i campingvognen.


23-6-07.
Vi har fået en del byger, men vi gik alligevel ind til en 1104 år gammel by ”Frickenhausen” men her i denne gamle by er folk gået lidt amok med farvevalg og modernisering af deres huse. Blå, gul, grøn og rød pynter ikke i en så gammel by.
Vi har set andre gamle byer hvor man har været mere heldig med farvevalg og modernisering.

Har kikket på tekst-tv og det ser ud til, at det kan være lige meget hvor du er i Tyskland, så er det dårligt vejr - så det med at ”synge til en ildebrand” i aften er nok droppet.


24-6-07.
Vågnede til en rigtig flot dag, blå himmel og solskin, det kan vi lide.

Gik igen ind til Ochenfurt - i kirke og til havnen - eller hvad de nu kalder det.
Slappet af og gik op på restauranten og spiste pizza - var blevet anbefalet af et dansk ægtepar - men det var ikke den store oplevelse.
Så vi må have en flæskestegspizza, når vi kommer hjem.
Er ved at gøre klar til næste etape, til Rotenburg a.d. Fulda.


25-6-07.
Kørte tidligt fra Camping Knaus, der var megen uro, noget med elevbesættelse af et friluftsbad.

Ankom til Rotenburg a.d. Fulda, hvor der var ved at blive sat et omrejsende tivoli op - ikke lige det sjoveste at have til nabo - så vi kørte ind til byen hvor Gitte købte et par bukser, og så blev vi enige om at køre til Hann-Munden i stedet for - kun en tur på 78 km.

Så vi var på campingpladsen i Hann-Munden ved 16.30 tiden - fandt en plads og slog lejr.
Det se ud som en hyggelig gammel by, og pladsen er sikkert ok. Det er sjovt de fleste campingpladser ser ok ud i solskin, så vi glæder os til solen begynder at skinne, og helst i morgen.

Hansen har sendt en SMS hvori han skriver "I kommer tættere og tættere på", og det er da ganske rigtigt, vi er på vej hjem - vi er bare ikke så meget for at indrømme det.  Det er svært efter så mange uger væk hjemmefra, pludselig at skulle tale om at tage hjem.

Men indtil nu har det bare været en rigtig fed tur, med masser af nye indtryk og oplevelser, samt vi har mødt en masse spændende mennesker, som har givet deres til at turen er blevet rigtig god.


03-05-2004




26-6-07.
Igen en la la dag - regn, solskin, regn og kun ca. 19 gr. men sådan er det overalt i Tyskland.

I England har de haft uvejr med oversvømmelser og 3 druknede, så vi er da sluppet billigt, kan man sige.
Vi har været oppe og gå rundt i den gamle bydel - ganske hyggeligt - fandt et sted at spise frokost ”Wienerschnitzel und gemyse” ganske lækkert.
Vi fik også lige købt et par T-shirt, og en bluse til Gitte. Lige nu sidder Gitte og læser, og jeg skriver dagbog og udenfor øs regnerdet .  


27-6-07.
Igen en ØV dag, koldt overskyet og en byge er det også blevet til.

Gik igen til den gamle bydel, den er rigtig seværdig.
Købte en Sat-finder - den må jeg afprøve, når vi kommer hjem til DK.
Vi kører op til Bispingen hos ”Alfred” og tager en overnatning, og så videre til Flensborg fjord fredag - så må vi se, hvad der sker.




03-05-2004



28-6-07.
Tørvejr men køligt. Kørte fra Hann-Munden, og efter lidt vildledning med skilte - fik vi sat kursen mod Bispingen og Camping Braunatal, hvor vi ankom kl. 15  - fik en plads og slog lejr.
Igen i år, så vi en masse autocampere med et hjerte på siden - det er de frække piger der køre rundt med deres rullende bordeller - i skovene omkring Soltau.

Det er ikke Alfred der er lejrchef mere, han er blevet en gammel mand, fik vi at vide.
Gik en tur i området og ellers afslapning.

I morgen går turen så til Østersøen, hvor vi regner med at blive i en lille uge, hvis ellers vejret holder sig til den gode side.
Planen er så at køre fra Østersøen næste fredag, og tage en overnatning ved Flensborg fjord ved byen Westerholz - lørdag kører vi til Odense, hvor vi skal møde M og M og N og M, eller Mads, Mathias, Nina og Michael om søndagen.


29-6-07.
Stod op til tørvejr og lidt solskin. Var klar til at køre kl. 9.30 . Så gik det for en gangs skyld ad motorvejr op til camping Wallnau ved Østersøen.

Her kan man godt se, at det har været uvejr. Der er knækkede grene, og et enkelt træ, som er ramt lige ned i en udlejningscampingvogn - så den er ubeboelig.

Vi har slået lejr, men her er lidt sumpet - her er også faldet megen regn.
Har gjort klar til at gå på nettet for sidste gang på denne tur - og lige sende en hilsen hjem til dem, der har hørt fra os under hele turen.

Det er nu 14 dage siden, vi har siddet og slikket solskin, irriterende for man ”falmer” lidt, når man ikke kan holde det ved lige.
Og for det ikke skal være løgn, falder der lige lidt regn.


03-05-2004



30-6-07.
Vågnede op til blå himmel, men det holdt ikke længe - så kom den ene tordenbyge efter den anden, så nu er der godt sumpet uden for camperdøren.

Gitte har købt gummistøvler, så hun kan være ude i ”sumpen” og ryge.
De har lovet bedre vejr i morgen, så det håber vi holder. Det blæser også meget, så vores markise er blevet fastgjort med stormpløkke.


1-7-07.
Igen en våd dag, og vi har besluttet, at nu gider vi ikke mere.  
Vi er ved at få svømmehud mellem tæerne, og kan ikke foretage os noget udendørs.
I morgen kører vi til Jylland, og ser - hvordan vejret er der.


2-7-07.
Kom af sted fra Camping Wallnau i tørvejr, og valgte hurtigste vej til Hampen Sø Camping, nord for Vejle.

Et kort stop i Scandinavia Park ved Padborg og så videre mod Vejle.
Ankom kl. 15.30 og slog lejr. Ringede til Johnny og fortalte at vi nu var i DK.

Vejret er faktisk lidt bedre en i Tyskland. Vi ser tiden lidt an, ellers er det af sted til Rosenlyparken.


3-7-07.
Dagen startede sørme med blå himmel - men der har da i løbet af dagen også været et par byger.
Der er en fårefold her på pladsen -men de får der er her, er gode til at bryde ud fra folden, for fårene er mere uden for folden end indenfor.
Det er da meget sjovt, men de klatter alle steder - hvor de græsser.


4/5-7-07.
Dårligt vejr, man kan ikke foretage sig så meget andet end at gætte krydsord, og se tv.

Har besluttet at køre til Odense på DCU pladsen i morgen - måske hjælper det på vejret, hvem ved?


6-7-07.
Turen går til DCU pladsen i Odense i lidt regn og lidt sol.

Går lige en tur i Bilka i Vejle, det er godt nok længe siden vi har været i Bilka - man bliver helt salig over at se alle de ting man kender igen.

Får en fin plads på DCU pladsen, med usigt til indkørslen - så vi kan følge lidt med i hvem der kommer.
Så nu mangler vi bare Fam. Sonne.

Det var så næstsidste etape på vores Europa-tour nr. 2, og jeg må sige det har bare været så fed en tur, alt har fungeret 110 %, selv Gitte har virket optimalt, vi glæder os allerede til den næste ”køretur”.


7-7-07.
Flot vejr, så vi cyklede og gik tur, handlede lidt og ellers slappede af.


8//9 -7 -07.
Fam. Sonne ankom til pladsen søndag den 8-7 kl. 15.15.
Hyggede os med Fam. Sonne, grillede og gik tur langs Odense å den 9-7, hvor vi kunne smugkikke ind til Odense Zoo.
Rigtig hyggelig dag, som sluttede med spisning på den lokale Grillbar.


10-7-07.
Så var det tid til at komme til Rosenlyparken - lidt vemodigt, men vi har trods alt været væk i lige knap 3 mdr. - så vi kan næsten ikke tillade os at pive.
Jo bare lidt - 3 mdr. mere havde været ok !


03-05-2004
I alt kørt 6600 km.

03-05-2004

Tilbage til forsiden