Camping-Fritid 4/2006
Art. Ejvind Rasmussen

Selv om man er kørestolsbruger, er der ingen grund til at gå glip af campinglivets glæder. Det er Stig Højby Hansen et glimrende eksempel på.

Hvert år hægter familien – der foruden Stig består af Hanne og børnene Christian og Catrine – vognen på krogen og så af sted på lange udenlandsture, og der er snart ikke det land i Europa, familien ikke har besøgt.

Det lader sig gøre, da både bil og campingvogn er specialindrettet, så Stig selv kan køre, og campingvognen er ombygget med bredere dør, rampe, specielt badeværelse m.v., så der på den måde kan leves et ganske normalt campingliv.



03-04-2004



CHARTERREJSER GIVER PROBLEMER.
»Vi er tidligere taget på charterrejser, men det giver en lang række problemer.

Kørestolen skal i lastrummet hvor den ofte beskadiges.

Jeg skal bæres ind i flyet, og det er ikke muligt at komme på toilettet under flyveturen.

Når man kommer til feriestedet, kan man ikke benytte bustransporten til hotellet, hvor der kan komme nye problemer, som at dørene ikke er så brede som lovet, ligesom der kun er badekar på badeværelset.

Skal man ud at spise, må man først undersøge, om kørestolen overhovedet kan komme ind, og om der er mulighed for toiletbesøg.

Sådan er der mange problemer, som man er helt befriet for, når man vælger det frie campingliv.
Her ved man, at man kan komme ud og ind ad døren, bruge seng, toilet og bad, og have hele sit ekstraudstyr med, og så har man samtidig bilen, så der kan tages udflugter i omegnen«, fortæller Stig med begejstring i stemmen.



03-04-2004



VÆLGER LUKSUSPLADSER.
Stig, der nu er 47 år, var lokofører, men blev ramt af muskelsvind, hvorefter han blev maskintekniker, men sygdommen har nu sat sine tydelige spor, så han har opnået pension.

»I dag er børnene blevet voksne, så Hanne og jeg tager selv af sted. Vi vælger normalt de større luksuspladser i det sydlige udland, da de har fine handicapforhold, og jeg finder, at her har Danmark meget at lære.

Vores foretrukne plads i dag er nok Camping Villanova Park 50 km syd for Barcelona, som er en velfungerende plads med bl.a. til- og afløb for vand på de enkelte pladser.

Det er vores plan at tage derned en måned i foråret og igen en måned i efteråret. Campingvognen bliver dernede og er kørt på plads, inden vi ankommer«, fortæller Stig.

På stedet ydes der en høj grad af service, bl.a. kan der fås hjælp til opstilling af vogn og fortelt m.v. Det har Hanne og Stig dog ikke behov for længere, da Østsjællands Camping Center har lavet en fiks anordning, så de ved hjælp af et snoretræk selv kan klare opgaven.

»Efter en kold vinter glæder vi os begge meget til igen at komme ned i solen og varmen«, siger Hanne og Stig samstemmende.

–e.r. (Ejvind Rasmussen)


03-04-2004

Tilbage til forsiden